Matematiske
modeller af komplicerede fysiologiske problemstillinger kan ikke give
de endelige svar, men modellerne udfordrer den medicinske viden og kan
være med til at bringe en ny forståelse frem. En ny ph.d.-afhandling
har givet et overraskende resultat.
REPORTAGER/FYSIOLOGI

Journalist, læge Jan Andreasen, jan.andreasen@agonist.dk
Medicinsk forskning har gennem flere år brugt matematiske modeller som
værktøj til at forstå forskellige fysiologiske processer. Ved brug af
differentialligninger er det således muligt at beskrive fysiologiske
processer, der udvikler sig kontinuerligt over tid, og de kan inden for
eksempelvis nyreforskningen bruges i modeller til at forklare tryk- og
strømningsdynamikken i nyrerne.
»Disse
modeller antager, at den observerede dynamik udelukkende skyldes
interne, deterministiske mekanismer. Ved et deterministisk system ved
du altid, ud fra givne begyndelsesbetingelser og værdier af parametre,
hvor dit system befinder sig i fremtiden. Men sådan er forholdene ikke
for virkelige fysiologiske systemer. De påvirkes af en lang række
elementer, som vi ikke er i stand til at forstå eller indarbejde i en
model. For at tage højde for dette og forstå systemet bedre har jeg
udviklet nogle modeller, der også beskriver sådanne tilfældigheder.
Modellerne betegnes som stokastiske. Som statistiker kan jeg forklare
eller forsøge at forklare et systems variation ved specifikt at
modellere forskellige variationskilder«, siger adjunkt, biostatistiker,
ph.d. Susanne Ditlevsen, Institut for Folkesundhedsvidenskab,
Biostatistisk Afdeling, Københavns Universitet.
Hun forsvarede i april i år sin ph.d.-afhandling »Modelling of physiological processes by stochastic differential equations«.
Fra hyper- til hyporeaktivitet
I
et af de videnskabelige arbejder, som Susanne Ditlevsen har publiceret
i afhandlingen, belyser hun autoreguleringen af trykket i nefronet hos
henholdsvis normotensive og hypertensive rotter, og hvorledes
feedbackregulationen foregår.
»Feedbackmekanismen regulerer
blodgennemstrømningen til nefronet efter saltkoncentrationen ved macula
densa. Forstærkningen i feedbackmekanismen, det vil sige, hvor kraftigt
rotten reagerer på signalet, har altid været betragtet som konstant -
men måske varierer den over tid, hvilket fysiologisk set godt kan være
tilfældet. Hvis reaktionen varierer over tid hos den samme person eller
forsøgsdyr, skal der tages højde for det«, understreger hun.
Regulationen
af blodgennemstrømningen i nyrerne hos henholdsvis de normotensive og
hypertensive rotter er hidtil blevet forstået som, at de normotensive
rotter har en mere rolig regulation sammenlignet med nefronets
regulation hos de hypertensive rotter, der er blevet betragtet som
hyperreaktive. Susanne Ditlevsen har udarbejdet en model, hvor
alpha-værdien blev estimeret. Alpha-værdien afspejler, hvor kraftigt de
tilførende blodkar hos rotten reagerer på ændringer i
saltkoncentrationen i nefronet.
Målinger af normotensive rotter
har vist sinusagtige svingninger i nefronets strømningsdynamik,
hvorimod de hypertensive rotter har udvist et kaotisk mønster, hvori
det er meget svært at se et system. De hidtidige matematiske modeller,
der er udviklet for denne regulation, har reproduceret dynamikken hos
de normotensive rotter godt, men selvom modeller også kan reproducere
såkaldt deterministisk kaos, ligner det dog ikke helt dynamikken hos de
hypertensive rotter. De hidtidige modeller har, ifølge Susanne
Ditlevsen, desuden det problem, at de for de hypertensive rotter blandt
andet kræver, at parameteren alpha skal have så høj en værdi, at det
ikke er fysiologisk muligt. De problemer er Susanne Ditlevsen
imidlertid kommet udenom ved at indføre en variation i modellen -
hvilket gav et overraskende resultat.
»Jeg forventede, at alfa
var højere for de hypertensive rotter end for de normotensive. Det
viste sig imidlertid, at værdien var lavere. Det kan derfor være
muligt, at dysfunktionen hos de hypertensive rotter ikke skyldes en
hyperreaktivitet, men snarere at de ikke reagerer, eller ikke reagerer
hensigtsmæssigt på de ændringer, der er. Dermed bringer modellen en
anden forståelse frem«, siger Susanne Ditlevsen.
Hendes model
giver et ensartet billede for de to typer af rotter, hvorved modellen
antyder, at den kan bruges til at forstå systematiske forskelle mellem
de to grupper. Modellens resultater ligner de eksperimentelle data
samtidig med, at den kan fortolke disse.
Tilnærmet sandhed
En
matematisk model giver ikke de endelige svar og kan aldrig give en
fuldstændig forståelse af en fysiologisk mekanisme eller
problemstilling. Der vil være faktorer og forudsætninger, som det ikke
er muligt at tage højde for og medinddrage i modellen.
»Vores
konklusioner er selvfølgelig givet modellen, og den kan som
udgangspunkt være forkert. Men den giver nye tanker og forklaringer på
årsagssammenhænge, og det kan senere efterprøves eksperimentelt. Det er
selvfølgelig muligt at spørge kritisk til, om en model er for simpel.
Men hvis den svarer til den viden, vi har, så kan den være med til at
give os en bedre forståelse af en problemstilling. Det er vigtigt, ikke
mindst i denne tid, hvor der er så stor fokus på, at forskningen skal
være konkret og umiddelbar anvendelig, at holde fast i, at forskning
også er for at forstå verdenen bedre«, siger Susanne Ditlevsen.